Introhold
På Introholdet får du et indblik i, hvad CrossFit er, hvorfor vi træner CrossFit, og hvilke resultater du kan opnå via CrossFit. Derefter bliver nogle af de mest fundamentale bevægelser fra CrossFit gennemgået, og til sidst laver vi en WOD (Workout Of the Day).
Introen varer ca. 1 time.
Introforløb
For at komme bedst muligt i gang med din CrossFit træning, anbefaler vi at du kommer igennem minimum 3 timers intro-forløb. Her vil du komme igennem de mest fundamentale øvelser inden for CrossFit såsom squat, pres, dødløft, pullups, pushups m.m. Holdene har stor fokus på teknik og afsluttes altid med en workout.
WOD (Workout of the day)
Det er her selve CrossFit-træningen finder sted. Alle WOD’s foregår på hold med en tilknyttet træner.
Alle, uanset om du er begynder eller erfaren CrossFitter, er velkomne.
Endurance
På Endurance arbejdes der med at forbedre det enkelte medlems kondition samt udholdenhed. Der vil bl.a. blive arbejdet med alle former for løb såsom bakkeløb, intervalløb, trappeløb, sprint osv.
Holdet er for alle, der vil booste konditionen og det kræver IKKE, at man skal være i god form for at deltage, da niveauet tilpasses den enkelte.
Timerne foregår udenfor, når vejret tillader det, og vi bruger også områdets muligheder til alternative træninger samt diverse lokationer i Aalborg såsom Friluftsbadet, Mølleparken, atletikstadion og trappen på Eternitten.
Cardio
På cardioholdet er der høj puls, og der arbejdes primært med basisøvelser fra CrossFit. Intensiteten er høj på de forskellige stationer med et bredt udvalg af forskellige øvelser dog knap så tekniske. På nogle cardiohold er det en Team workout, hvor man er sammen parvis. Dette kræver ikke at man kommer med en makker.
Kettlebell
På Kettlebell holdene kombineres udholdenhed og koordination, hvilket giver dig en større smidighed samt en høj forbrænding. Holdet er opbygget med fokus på træning med kettlebells, men vi vil samtidig give dig kendskab til mange spændende og alternative øvelser.
Rock & Rul
‘Rock & Rul’ er holdet for dig, der elsker en lang og intens workout, hvor der altid vil være vægtstang indblandet. Det er for dig, der elsker at kæmpe mod dig selv og gerne vil udfordre dig både fysisk og mentalt. Træningen vil som udgangspunkt altid være individuel. Er du til lange, svedige WODs med tunge skiver, 80’er-tråd, norsk trolderock og metal fra den helt sorte hylde, så skal du melde dig på ‘rock og rul’ 🤘🏼🔥
Vægtløftning (VL)
VL er er for dig, der gerne vil arbejde med de to olympiske og meget tekniske løft Snatch (Træk) og Clean & Jerk (Stød). Vi tilpasser programmet afhængigt af dit niveau og arbejder med forskellige tekniske varianter af de to løft. Vi anbefaler, at du har gået til CrossFit et stykke tid og er godt hjemme i de fundamentale bevægelser, før du melder dig til VL holdet. Der er som udgangspunkt ingen workout på VL holdet, men vi garanterer at du får sved på panden og bliver udfordret.
Børnehold
På børneholdene bliver der ikke brugt tunge vægte. Kroppen er det primære redskab og derudover arbejdes der med lettere kettlebells samt teknik i basisløftene. Der er stor fokus på udvikling af motorik, kropsfornemmelse, koordination og kondition. Børnene skubber, trækker, løber, kaster, klatrer og hopper – og vigtigst af alt, de har det sjovt og får nye venner. Piger og drenge træner sammen, og der er stor fokus på at de lærer korrekt teknik helt fra starten. Børneholdet er for 7-14 år.
Babyfit
På BabyFit holdet er træningen rettet mod mødre/fædre og deres babyer, uanset om du har stiftet bekendtskab med CrossFit før eller det er din første time. Det er vigtigt, at du som mor har været til 8 ugers tjek hos egen læge og føler dig klar.
Der bliver til hver time lagt måtter og tæpper ud til børnene, så de kan følge med i træningen, når de ikke er aktivt med. Tager baby sig en lur, er der parkering af barnevognen lige udenfor hallen. Under BabyFit timerne er musikken mere afdæmpet, så baby ikke generes, og så babyalarmen kan høres.
Der er fokus på effektiv og sikker træning tilpasset den enkeltes form og træningsniveau. Vi arbejder derfor med de CrossFit øvelser, der støtter genoptræningen af bækkenbund og mavemuskler efter fødslen og samtidig opbygger grundformen. Du vil derfor opleve, at det er mere trygt efterfølgende at starte på Møllens øvrige hold. Der er mulighed for at amme under og efter træning.
Open Gym
Open gym er for dig, som er en erfaren CrossFitter og fx træner dit eget program. Det kan også være, at du gerne vil supplere din holdtræning med at øve teknik i nogle specifikke øvelser eller træne noget mere styrke (dette kræver Hold+Open Gym medlemskabet). Du har ligeledes mulighed for at træne dine egne wod’s til Open Gym, og du er velkommen til at komme og træne i løbet af dagen. Dog skal du tage hensyn til det/de hold, som kører samtidig, og holdene har altid førsteret til udstyret.
Privatundervisning
Ønsker du at få en instruktør helt for dig selv, er en privattime løsningen. Her er der stort set alle muligheder, hvad enten det gælder styrke-, teknik- eller cardiotræning. Vi tilrettelægger timen lige efter dine behov.